161122: #65 af F&F går til genoptræning

brugt-til-65-img_20160927_0002

Link til nummeret her: https://www.scribd.com/document/331964273/161122-Forventning-Forvirring-65

Kære verden!

Her er endnu et nummer af poesiprojektet Forventning & Forvirring!
Jeg ved ikke, om der findes nogen ultimativ punchline, der kan indkapsle tematikkerne eller det sproglige fokus i dette nummer. På ene side føler jeg trang til at sige, at alt er som det plejer, men samtidigt virker det til, at der er sket noget nyt. Måske er det ikke særlig tydeligt, og med stor sandsynlighed er det kun mig selv, der kan mærke det.
Men altså, jeg har prøvet at skrive digte UDEN at høre høj alternativ rock i høretelefoner. Det har virket ekstremt nervepirrende for mig, da musikken altid har været en katalysator for inspirationen; jeg har altid kunnet skrive nogle linjer ned. Men ved eftertanke ved jeg ikke, om jeg på den måde har skrevet de RIGTIGE linjer, da mine tanker ofte bliver ret overdøvet af al den heavy rock. Måske kan man endda sige at høre musik, imens jeg skriver, er en form for krykker, jeg støtter mig til. Og at mine digte vil blive bedre af, at jeg kaster de krykker fra mig og lærer at gå på egne ben.
Det kan måske ikke fremstå som noget særligt skelsættende, men det har det egentlig været. For underligt nok har det krævet en del mod fra min side at skrive på en anden måde. At høre musik har været den nemmeste, men nok ikke den bedste løsning, og lige nu er jeg ret psyched over, at sådan en lille forskel kan åbne op for helt nye måder at digte på. Måske virker skriften ikke specielt anderledes her i starten, men jeg tror, at digtene kan åbne sig på helt nye måder i fremtiden, da jeg er nødt til at tænke og koncentrere mig i langt højere grad. Jeg vil ikke afvise, at jeg til tider kan “relapse” tilbage til heavy-rock-i-høretelefoner-metoden, men der er hvert fald åbnet en dør, jeg vil træde ind ad og se, hvad der foregår på den anden side. Oh yeah!

Noget helt andet er, at jeg prøver at eksperimentere lidt mere med at blande poetiske billeder med mere umiddelbar tale. Så det ikke bliver sådan, at digtene bliver små fængsler, hvor det ene billede SKAL afløses af endnu et. Det kan godt blive lidt forudsigeligt, så jeg arbejder på at finde en stemme i min poesi, der både kan udvide og indskrænke sig i forhold til billedsproget. I stedet for at være statisk og det samme igen og igen. Det føles som om jeg skal finde en ny nødvendighed i at skrive, fordi det tekniske greb har ændret sig en smule. Men det afstedkommer samtidig en anden type digte. HÅBER JEG! For i dette nummer er det meste nok ved det samme, synes jeg. Alligevel er det sgu awesome as fuck!

Tusind tak til Linn Larsen for med sine forsidebilleder at give det nødvendige kunstige åndedræt til Forventning & Forvirring som projektet behøver. Uden dine billeder ville der ikke være noget luft i projektets lunger. Du er en livredder!

Link til nummeret her: https://www.scribd.com/document/331964273/161122-Forventning-Forvirring-65

22. november 2016 kl. 18:04

161112: F&F#64 går ned ad vindeltrappen i hendes hals

brugt-til-64-img_20161013_0005

Link til nummeret her: https://www.scribd.com/document/330858484/161112-Forventning-Forvirring-64

En helt nyt nummer af Forventning & Forvirring er vendt hjem fra sine rejser i drømmeland og har medbragt sine dagbogsoptegnelserne af oplevelserne dér. Denne gang er der et fokus på prosadigte, hvilket jeg kun sporadisk har eksperimenteret med tidligere, og det er helt klart noget, jeg kan udforske yderligere i fremtiden. Til sidst er der en række enkeltstående punchlines, der kan læses hver for sig selv, eller måske som et diffust udtryk for et samlet hele. God fornøjelse med læsningen!

Tusind tak til Linn Larsen for gøre hvert nummer af projektet fuldstændig unikt og særpræget ved at skabe forsiderne. Uden dem ville F&F ikke have sin eksistensberettigelse, så på vegne af projektet må jeg sige: “Without you I’m nothing!”
Et nyt år, 2017, venter lige om hjørnet, og jeg glæder mig til at se, hvor vores samarbejde kan føre kreativiteten hen! Lige nu hører jeg The Beatles’ sang Back in the USSR og den fylder mig med en underlig punket tro på fremtiden. Alene rytmen, måden, der synges på, gør et stort indtryk. Lad os headbange os ind i 2017! Oh yeah!

Link til nummeret her: https://www.scribd.com/document/330858484/161112-Forventning-Forvirring-64

12. november 2016 kl. 18:51

161025: F&F #63 kysser dig under henrettelsen

brugt til 63 IMG_20160927_0003.jpg

Link til nummeret her: https://www.scribd.com/document/328893919/161025-Forventning-Forvirring-63

Kære verden!

Lige på grænsen til onsdag lægger jeg dette splinternye nummer af F&F ud!

Tusinde kærlige tak til Linn Larsen for altid at give hvert nummer af F&F et ansigt ligeså ømt som at give et kys!

F&F og jeg rødmer og bukker og takker!

Link til nummeret her: https://www.scribd.com/document/328893919/161025-Forventning-Forvirring-63

25. oktober 2016 kl. 23:57

161013: F&F#62 lærer at trække vejret

brugt-til-62-021-rettet

[NUMMERETS TALETID SLUTTEDE D. 12. NOVEMBER 2016]

Kære verden!

Her er – som lovet – endnu et nummer af Forventning & Forvirring. Denne gang med fokus på jeget (kan jeg skrive andet end kærlighedsdigte og NARCISSISTISK KLYNK? [For at få svaret: Se med i næste episode!]). Det absolut bedste digt, jeg har skrevet i nyere tid, er det første som jeg har skrevet til min nevø Johan. Han har ikke haft det særlig god (kun 1½ måned gammel) med åndedrætsbesvær og at gylpe maden op. Så jeg valgte at skrive et digt til ham og hans forældre (min storebror Gerrit og hans kæreste). Jeg håber, at det ikke er for privat (:

Tusind tak til Linn Larsen for Forventning og Forvirrings pacemaker; dine billeder sparker altid kreativiteten i gang, og der findes intet F&F uden dem eller dig!

Link til nummeret her:
[NUMMERETS TALETID SLUTTEDE D. 12. NOVEMBER 2016]

13. oktober 2016 kl. 23:39 (nummeret er først offentliggjort d. 18. oktober)

161013: F&F #61 elsker hende på 666 forskellige måder

brugt-til-61-180

[NUMMERETS TALETID SLUTTEDE D. 12. NOVEMBER 2016]

Halløj verden!

Egentlig har jeg fået skrevet en rimelig mængde digte siden sidste nummer af F&F, men det har ikke lykkedes mig at læse dem igennem, rette lidt og vælge ud. Før nu. Derfor kommer dette nummer ikke alene, da jeg på tirsdag har planlagt at publicere endnu et. I dette nummer har jeg sat kærlighedsdigtene sammen, imens det næste har mere fokus på det centraliserede jeg (det næste nummer bliver fuld af narcissistisk klynk af den VÆRSTE skuffe! GLÆD JER!).

Tusind tak til Linn Larsen for altid med sine billeder at puste liv i F&F! Jeg har netop scannet en række nyere billeder ind på computeren som vil holde poesiprojektets puls levende og i gang de kommende måneder! En ny periode! GLÆD JER!

Link til nummeret her:
[NUMMERETS TALETID SLUTTEDE D. 12. NOVEMBER 2016]

13. oktober 2016 kl. 23:33

162009: F&F #60 hilser på efteråret

brugt-til-60-101

Link til nummeret her: [NUMMERETS TALETID SLUTTEDE D. 12. NOVEMBER 2016]

Hej verden.

Efter to måneders fravær vender Forventning & Forvirring tilbage (denne gang for alvor, forhåbentlig – det var lidt åndssvagt at kalde #59 af F&F for “F&F gør comeback” når det kun var for en kort bemærkning, og der nu er gået 40 dage siden dengang (normalt skal der jo max. gå 14 dage mellem hvert nummer!)).

En af årsagerne til forsinkelsen er, at jeg har måttet gøre min næste digtsamling, Væk søvngængerne, færdig. Det har krævet en gennemgang af alle de digte, jeg har skrevet siden december 2015, og som I nok ved har det været et ret kreativt år for mig. Derfor har det ikke givet så meget mening at skrive noget nyt, når der har været så meget andet at læse og rette og arbejde videre med. Men nu hvor Væk søvngængerne er sendt til trykkeriet (og bliver udgivet – i privattryk – d. 30. september), kan jeg så småt gå i gang med at skrive igen.

Det vigtigste for mig er at have fået ryddet op i arkiverne for digte i august og september, så jeg kan komme i gang med F&F. Når jeg ikke har lavet numre af F&F i et stykke tid, begynder digtene at hobe sig op, og så virker det ret uoverskueligt at gennemgå dem og vælge ud til, hvad jeg vil publicere i et nyt nummer. Det er også en af grundene til, at F&F er vigtigt for mig: Det gør skriveprocessen mere overskuelig, da jeg samler de bedste digte, jeg har skrevet  i løbet af 14 dage, i ét nummer. Senere er det easy mode at skimme digtene igennem og vælge nogen ud til f.eks. tidsskrifter, ny digtsamling og sådan. Så nu vil jeg i gang igen!

Tusind tak til Linn Larsen for – som altid-  at stå bag forsiden til F&F! Vi er 40 numre fra, at du har givet F&F 100 ansigter! Vi når det nok ikke i år, men hvis jeg får skrevet rigtig meget, kan det måske lade sig gøre i 2017 eller 2018 (:

Må inspirationen være med jer!

Link til nummeret her: [NUMMERETS TALETID SLUTTEDE D. 12. NOVEMBER 2016]

20. september 2016 kl. 23:45

160818: Kreativ ekspansion og indskrænkning

blog 1 ekspansion
Ekspansion

Når jeg skriver, handler det meget om ekspansion og indskrænkning. Jeg har brug for at ekspandere mit poetiske rum, tage på opdagelse i sproget, se, om der findes andre måder at skrive på. Andre “tekniske” greb. Et eksempel kan være at bruge rigtig mange tankestreger, skråstreger, forskyde linjerne, så de står forskudt på siden, sætte overdrevet mange punktummer over det hele, blande normalskrift med pludselig “anfald” af STORE BOGSTAVER, måske for at markere eller understrege noget (jeg ved ikke helt, hvad virkningen er, og derfor er det vigtigt at gøre forsøget og se, hvad der sker), eller måske gøre nogle linjer kursive, imens andre står med fed skrift. Det kan også være at skrive prosadigte (lade være at trykke på enter), skrive helt kort (små eksplosioner) eller noget andet. At skrive meget vredt og aggressivt, ømt og naivt, surrealistisk-drømmende eller måske helt ligefrem realisme, nærmest talesprog. Ovenstående skal ikke virke begrænsende, men eksempler på, hvad jeg kan give mig i kast med. Der er så meget mere, jeg endnu mangler at opdage.
Når jeg prøver at ekspandere mit kreative rum, handler det om at eksperimentere. Og det kræver sgu mod! For det er ikke specielt rart at sidde med en følelse af at miste kontrollen, at det, man taster ind på skærmen, ikke virker til at være særlig godt. Hvem vil ikke gerne skrive super-awesome digte? Hvem vil ikke gerne nikke småsmilende, imens man imponerer andre med sine fantastiske greb og metaforer (eller hvad det nu kan være). Og så sidder man sgu bare dér og skriver det ene lortedigt efter det andet. Efter et stykke kan man miste modet og relapse tilbage til at skrive som man plejer. Men det er her, hvor det handler om at være viljestærk og fortsætte med at eksperimentere og se, hvad der sker. Måske prøve et andet greb, fortsætte rejsen ud i det ukendte. Som en opdagelsesrejsende, der i lang tid ikke har set andet end ørken, kan vælge at vende om og gå tilbage til den by, han eller hun kom fra, må man fortsætte sin vandring frem og se, hvad der venter derude. Mine digtsamlinger Druknelektioner og min næste, Væk søvngængerne, bærer præg af at ville eksperimentere og udvide mit poetiske rum. Efter at have skrevet dem, føles det som om jeg har et langt større råderum, et langt større spændvidde end tidligere.

blog 2 indskrænkning

Indskrænkning

Men som sagt, handler det ikke kun om ekspansion. Efter at have eksperimenteret og opdaget nye måder at gribe skriften an på, kan jeg godt lide at “indskrænke” min måde at skrive digte på, vende lidt back to basics. Som en opdagelsesrejsende har det awesome ude i den store, vide verden, opdager nye handelsruter til Kina, ser Himalaya for første gang og så videre (jeg tænker åbenbart på Marco Polo), må man også på et tidspunkt tilbage til sin hjemby, tilbage til udgangspunktet. Anderledes beriget, rig på oplevelser, nye erfaringer. Nye handelsvarer i rygsækken og på kærren. Man kan bytte sig frem til noget andet. Det centrale i min skrift kan på den måde udvides og sidde bedre i skabet. Jeg har flere værktøjer at anvende, når jeg skriver eller retter mine digte. Det gamle bliver fornyet. Og det nye bliver klassisk “de Groot” eller hvad man kan sige [man kan også indsætte sit eget navn i stedet for mit! :b ]
Det handler måske også meget om, at jeg har rigtig meget på hjerte, meget jeg ønsker at udtrykke. Når jeg eksperimenterer og opsøger nyt terræn, hvirvler der en masse nyt materiale op, nyt indhold og en anden form. Helt bevidsthedsudvidende! Men pludselig kan jeg godt føle, at går rundt med en masse efter mig på slæb, der forhindrer mig i at eksperimentere yderligere. Der er lige nogle indlæg i min dagbog, der skal forvandles til poesi, hvis man kan sige det sådan (altså, nogle oplevelser, jeg har haft, men som jeg mangler at sætte ord på). Og når det så er udtømt, kan jeg fortsætte ud i det nye-nye-nye terræn. Eksempler på sådan en indskrænkning er mine samlinger Hvordan det føles at være et spøgelse? og I limbo. Hvis jeg med Druknelektioner rejste til Kina og stod ved grænsebommen, måtte jeg vende tilbage til udgangspunktet for lige at få ryddet op i nogle ting “derhjemme”. Befri mig selv for nogle lænker, der havde viklet sig rundt om mine ankler.
Efter at jeg blev færdig med I limbo, følte jeg mig ret træt af den måde at skrive på. Det blev for indskrænkende og kedeligt, og jeg oplevede et stort behov for at kaste mig ud i noget helt andet. Genopfinde min skrift, så den stadig føltes frisk og aktuelt. Det har så været mit udgangspunkt siden december 2015, hvor jeg har været meget optaget af at prøve nye ting af i min skrift. Og det har indtil videre været rigtig sjovt og en stor “succes” i min lille verden. Det har været nervepirrende at prøve noget andet og opleve, at det slet ikke slår til, men jeg kan godt se nu, hvor Væk søvngængerne næsten er helt færdig, at det har været det hele værd! Der er langt større slagkraft i mine digte, og jeg føler, at jeg i endnu højere grad er blevet mig selv og fundet min poetiske stemme. Selvom det handler om hele tiden at opdage nye sider af sig selv, finde ud af, at man rummer så meget mere, end man umiddelbart er bevidst om. Ned i underbevidstheden, hvirvle det skjulte op. Der er så meget, der endnu mangler at opdages, så meget der mangler at skrives frem!

future ahead concept

Fremtiden

På nuværende tidspunkt ønsker jeg at fortsætte med at eksperimentere og se, hvad der venter på mig i fremtiden.  Der er ingen lænker viklet om mine fødder (dem forlod jeg, da jeg blev færdig med I limbo (altså lænkerne, ikke mine fødder)). Jeg har modet til at fortsætte med lidt trial-and-error. For selv i de dårligste og mest åndssvage eksperimenter, findes potentialet til at skrive noget helt nyt – og for mig- grænseoverskridende awesome. Et træ har også på et tidspunkt kun strakt halsen ud af sit før nede i jorden. For så at vokse op og blive over 100 meter højt! Det handler om at give plads til ideerne, værne om dem og sørge for, at de har de bedste betingelser for at vokse op. Og så må tiden vise, hvad der egentlig gemmer sig i de frø! Er det en mælkebøtte, et træ, en rose eller måske er det slet ikke et frø, men en sommerfugls puppe? Det finder jeg ud af! Men nu handler det om at få sået nogle frø i jorden og se, hvad der kommer til at ske. Noget af det bedste her i livet er, når man overrasker sig selv, synes jeg. Når jeg sidder og skriver noget og tænker: Hvad fanden er det her? Hvor kommer det fra? Og kun finder ud af, hvor det fører hen, ved at fortsætte at skrive på det. Det er virkelig, virkelig fedt! Og sådanne oplevelser gad jeg gerne have endnu flere af. Men det kræver modet til at kaste sig ud i kreativiteten. Det nye terræn. En mulighed for mulighederne til at melde sig og dukke op, ofte ud af ingenting. Jeg glæder mig!

Hav det awesome derude! Må inspirationen være med jer!

18. august 2016 kl. 19:17