170614: For kærlighedens skyld!

South Korea MERS

I ret lang tid har jeg følt mig tilbagestående i forhold til andre mennesker i et tidsligt perspektiv, altså, som om jeg stadig lever i 2007, imens resten af verden lever i 2017. Det hænger selvfølgelig sammen med teknologien; jeg har aldrig haft en smartphone og bekymrer mig gevaldigt over brugen af dem; de fleste på gaden, i bussen, i toget og alle andre offentlige steder har limet deres blik fast til skærmen og swiper og trykker og taster, som udtryk for en voldsom og irrationel afhængighed, at der må være en voldsom impuls i deres blodårer efter at tage telefonen frem, tjekke om der er sket noget nyt siden (selvom der ikke er sket ind skid nyt siden 10 sekunder siden), men også bare for at slå tiden ihjel (hvilket nok er det mest uhyggelige aspekt ved ny teknologi, at slå tiden ihjel, hvad fanden er det for en syg handling: tiden er det mest dyrebar, vi overhovedet har, en dag løber vi tør for tid, en dag er vi døde, game over, og så bare slå tiden ihjel? Det virker suicidalt).
Man kan kalde det en begrundet frygt for ny teknologi. Eller en ubegrundet eller hvert fald overdrevet angst. Under alle omstændigheder har jeg holdt mig 10.000 kilometer på afstand af smartphones, tablets, virtual reality-briller-halløj, at spille for meget computer (på Steam eller andre programmer). Man kan nærmest kalde min livsstil for teknologisk primitiv, men jeg har bare skåret ind til det mest væsentlige, ind til kernen. Og her i kernen, i det mest væsentlige står ensomheden voldsomt tilbage (ak, ak, desværre): Når andre taler om apps og gadgets, fatter jeg ikke en skid. Når folk taler om nye computer- eller mobilspil, fatter jeg ikke en skid. Jeg har nærmest som en af de eneste aldrig prøvet Pokémon Go, Flappy Birds og hvad disse verdensomspændende fænomener nu engang hedder. I’m left in the dark, baking cookies. Men det er ikke kun en slags ensomhed i forbindelse med ikke rigtig at forstå, hvad der bliver talt om, at stå uden for samtalen, men helt sindssygt sikkert også i forhold til kærlighed. Back in the day (tilbage i 2006-08) fandt jeg de fleste af mine kærester over hjemmesiden Arto som de fleste andre gjorde på min alder, senere blev det til Blackmarket (2008-16), men de to sider er for længst blevet lukket ned, som om fortiden for alvor har aflyst sig selv som fremtidig mulighed, én gang for alle, nå, men mirakuløst nok har jeg siden 2006 haft ualmindeligt meget held med at finde veninder og kærester og flirts og derfor har jeg på intet tidspunkt bekymret mig for, om jeg nogensinde ville “løbe tør for kærlighed” og stå tomhændet og ensom tilbage. Men netop dét er ved at kicke ind i disse dage (de sidste seks-ni måneder), fordi jeg bare sidder herhjemme på mit værelse og venter på, at nogen skriver til mig over Facebook. Og det er fandme en idiotisk strategi, der slet ikke virker. Hvad fanden havde jeg også regnet med, hva Christian, hva? Nå men, what to do?
Alle de skide datingsider, jeg altid har nægtet at ville oprette en bruger på, er alle uddøde og koster det hvide ud af øjnene, at møde piger i byen har altid for mig forestillet et underligt game (nærmest et computerspil), hvor man på en ekstremt overfladisk vis konkurrerer med en masse andre fyrer, der samvittighedsløst lyver og præsenterer sig selv på arrogante og indbildske måder. Et virvar af 10-20 fyre pr. pige (nu overdriver jeg vist lidt, men det er sgu sådan, det foregår), hvor jeg med min lidt indadvendte og generte og mere eftertænksomme facon slet ikke passer ind. Der findes tusindvis af fyre, der er langt mere effektive og erfarne til at hale piger med hjem fra byen, end jeg er, og derfor er det ikke en underlig konkurrence eller “spil” jeg gider at beskæftige mig med, men altså, jeg har da været i byen masser af gange over årene, i byen som at være på en sø og fiske, og hale nogle piger med hjem, men efterhånden virker det i høj grad som en gentagelse, the same old, same old, hvor det mest bare handler om at knalde end om at bygge et forhold op, derfor virker det ret tomt på sin vis, jeg gad gerne noget mere seriøst, men selvfølgelig samtidigt legende, hvert fald noget andet.
Det er dog på ingen måde uden konsekvenser at tage i byen, hvor ofte har jeg ikke i metroen på vej hjem siddet med en ualmindeligt krænkende, alt-smadrende følelse, der eksploderer i slowmotion i maven og breder sig ud i resten af kroppen dér klokken otte om morgenen, når jeg tomhændet vender snuden hjem uden at have fundet den eneste ene eller hvert fald en engangskæreste eller en flirt, og alskens lidelser og bekymringer og tvivlsmål vælter ind over mig, imens jeg tænker: Hvad gør jeg galt, hvorfor kan jeg ikke finde nogen at tale med, er jeg fucking grim, er jeg ucharmerende, er jeg vildt dum? Hvad sker der? En tsunami af nedern gennem bevidstheden, imens tårerne presser sig på, og alt i sjælen indadbrister. Sådan kan jeg sidde og have det på nedturen hjem. Derfor er det ikke uden konsekvenser at tage i byen og drikke sig mod til at tale med pigerne, drikke sig mod til at sætte alt på spil, og blive afvist, se dem tage hjem med en ureflekteret smartass uden sjæl eller dybere bevæggrunde andet end det overfladiske. Jeg overvejede at købe en 3d-printer, printe et kors ud med skriften: CHRISTIANS KÆRLIGHEDSLIV: 2006-2015, slå korset ned i jorden i haven uden for og begrave mit kærlighedsliv, prøve at komme videre med tilværelsen.
Men nu har min ven Anders grebet ind, han sagde, da jeg besøgte ham her i går aftes, at “nu går det ikke længere, min ven, du kan ikke bare rende rundt og kigge ind i væggen og vente på, at nogen skriver til dig over Facebook, måske er datingsiderne på hjemmesiderne døde, ligesom fortidens muligheder for at finde den eneste ene ødelagte, da Arto er nedlagt, og vi for længst er blevet røvgamle (begge snart 26 år), og hvis du har svært ved at lade din sjæl folde sig ud i samtaler med piger i sådan et overfladisk forum som på barer og i byen, kan du prøve at finde kærligheden på Tinder.” Hold kæft, jeg fnøs, havde hørt for meget om fænomenet, hvad fanden er det for noget, sådan noget overfladisk sliddersladder, pluddermudder, men åbenbart meget virkningsfuldt, da rigtig mange har fundet sig en kæreste gennem appen, måske ville det, trods alt, være en mulighed, en chance, noget at udforske … men men … jeg grinede og rystede afværgende på hovedet, klappede ham på skulderen og sagde: “Jamen, Anders, jeg har jo ikke en smartphone og jeg … ” og her tog han en telefon ud af sin lomme, rakte den til mig: “Det her er min gamle smartphone, den bruger jeg ikke længere, så den kan du bare få, det er en af de fine til 2500 kroner” … jeg måtte indrømme, at jeg selv, i min desperation efter at komme videre med mit kærlighedsliv, i mørke og al hemmelighed, havde luret på en smartphone til 800 kroner, bare for at komme på Tinder, sådan havde jeg i de sidste seks-ni måneder af og til, i smig, gået ind på pricerunner.dk og kigget på priser, overvejet nye abonnementer hos mit teleselskab, men altid lagt ideerne fra mig igen, det er så dyrt så dyrt, derfor var det for mig, komplet vanvittigt pludselig at stå med sådan en lækkerbisken i hånden “hagen er bare,” sagde han” at den ikke virker med mobilnet, kun wi-fi, fordi jeg engang kom til at tabe den hårdt mod nogle fliser, altså er den i stykker, altså kan du kun bruge den derhjemme” “jamen, det er jo helt perfekt!” sagde jeg “så kan jeg blive fri for at blive en smartphone-zombie på gader og stræder og i busser og toge, men begrænse min afhængighed til hjemmet og Tinder” “og Happn” sagde han” det er en app, hvor man kommer i kontakt med de piger, man går ved siden af på gaden” “men hvis jeg kun sidder derhjemme” sagde jeg ” kommer jeg jo kun i kontakt med de piger, der går forbi mit vindue” “ja, så kan du hvert fald finde nogen i lokalområdet, kan man sige” vi grinede “ja, det må man nok sige” sagde jeg “men jeg kan hvert fald altid starte med Tinder!” … og sådan er det nu lykkedes mig at rykkes fra 2007 til 2017, eller hvert fald en safezone-udgave af nutiden, da jeg virkelig har fået alt som jeg har ønsket og drøm: At være på Tinder i en fortvivlet jagt efter kærligheden, men uden risiko for at blive afhængig af at glo på sådan en smartphone hele tiden, nu er der kun risikoren for, at jeg tager ned i biks og får telefonen repareret og skiftet mit abonnement, så det har mere mobildata, men det er en risici værd at leve med, nu kan jeg tage på udflugt i 2017, i Tinder, i sådan en smartphone og se, om der findes kærlighed, bare en anelse, til over stil mig i denne verden, tusind tak til Anders for at gribe ind med sådan en gennemtænkt genial gave, tak til alle og Gud og vejrhanerne for at eksistere, i dag giver jeg 6 ud af 6 hjerter til livet.

14. juni 2017 kl. 11:24

786ace3a0116ac540fe139a8afa8d4bf201505_1425_dadca12141877_432169766990089_1054934029_n4753671849424778545005455802199560680841673558641462524947933a6lfsd9db765a15ce67e30f4f5a9f0372ae4717ad002709879e5665e5fa28f62061811-860x450_cdnme9FJuplQfrabz-Online-dating-My-profile-picture-How-the-other-members-see-me-Ho-884881frabz-online-dating-what-women-think-will-happen-what-men-think-will-h-a6846afrabz-yes-i-tried-online-dating-hardest-game-ever-1e7ea1Funny-Tinder-valentines-day-memeim-going-on-a-first-date-today-108749JennyBlockliam-hemsworth-attractive-guy-meme-7obamamemeonline_dating_for_men_meme_by_apollyon2011-d4wbocaonline-dating-tips-tinderSecond-Datetgdaily_2016-09_e5e6e331-ce90-4fe3-8466-cf49d8bcb9cb_17se4atindertindermatchtinderoldvictory-baby-first-date-on-tinder-not-so-badWhen-You-Discover-Your-Ex-Is-Dating-The-One-Funny-Meme-PictureWSCTuz0aaa

Til min mor [digtbrev]

IMG_20170324_0001
Til min mor
Gid jeg kunne sætte en finger på tastaturet og brevet skrive sig selv. Alle følelserne står i kø for at komme til udtryk, men sproget indskrænker sig til et punktum. Hvorfor er det så svært at skrive et brev, hvor subteksten er: ”jeg elsker dig.”
Tidligere har jeg leget mig frem til sproglige billeder hængt frem som en perlerække i mine digte. Nu synes ingen af dem at slå til.
Måske kræver jeg for meget af mig selv; en kærlighedsboring i underbevidstheden, hvor linjerne springer ud og sætter sig artigt i brevet. Men når jeg skriver noget så simpelt som ”du behøver ikke makeup for at være smuk”’ føler jeg, at det skal følges op af noget mere poetisk. Derfor sletter jeg det hele tiden, men nu får det lov til at stå. Fordi det er sandt.
Ligesom det er sandt at jeg håber, du vil være med i mit liv mindst 40 år endnu. At du vil blive ved at synge julesange midt i juli, kalde Gladiatorskolen for Alligatorskolen, køre rundt i din grønne bil og sige når jeg har brug for det, at du elsker mig, at jeg ikke behøver at være en anden. At vi skal blive ved at fejre din fødselsdag i april, rulle påskeæg ned ad en bakke, se hvem der når længst i et grineflip, mærke hvordan det kildrer i maven efter at fortælle jokes og nyde solskinnet som om vejret var det samme år efter år og vi ikke blev ældre.
Jeg håber, at du også vil være der for dit barnebarn Johan de næste 40 år, at han også kommer til at mærke din gnistrende personlighed i alle de ting, du gør, om det så er at male, lave mad, fortælle om din barndom i Holland eller synge.
Jeg håber, at jeg en dag kan tage mig sammen til at skrive et brev, hvor følelserne uden omsvøb sætter ord på sig selv, når mit sprog udvider sig til at rumme hvor meget du betyder. Indtil da må du nøjes med det her mislykkede forsøg og huske dig selv på, hvad du engang sagde til mig, at det ikke altid handler om at vinde, men om at være med. Som sagt håber jeg, at du vil være med i mit liv mindst 40 år endnu. Der er fremtid nok til os begge!
[Det her digtbrev skrev jeg i slutningen af 2016 til min mor. Efter jeg læste det op for hende har det samlet støv i arkivet, men nu lægger jeg det ud som en måde at ønske alle – med tre ugers forsinkelse – en glædelig mors dag. Netop med en opfordring til, at vi HVER DAG og ikke kun én dag om året skal huske at sætte pris på de mennesker, vi elsker og holder af. Vi ved aldrig, hvornår de pludselig er borte.]
søndag d. 4. juni 2017 kl. 13:05
[Det var også en anledning til at præsentere det flotte billede af min veninde Linn Larsen! Det er også længe siden, jeg har lagt et nummer af F&F ud, så dette er også en måde at kompensere for manglen på Linn-billeder her på bloggen!]