Bogforum 2017 [Kenneths video]

Advertisements

#72 af F&F har punk i tøjet!

brugt til 72 IMG_20170324_0002

Link til nummeret her: https://www.scribd.com/document/365728332/171128-Forventning-Forvirring-72

Mit poesiprojekt Forventning & Forvirring vender tilbage efter en forsinkelse på tre uger. Egentlig ville jeg have lagt #72 ud tirsdag d. 7. november, men desværre gik jeg hen og fik knust mit hjerte, og de seneste uger har jeg gået rundt og prøvet at lime det sammen. Men sommetider må man lade tiden læge sine sår. Fremfor at stå med kontaktlimen og ærgre sig over ikke længere at have kontakt med den, man virkelig elsker. At læse dette nummer af F&F igennem og at gøre det klar til publicering har virket meget fjernt for mig, da mine tanker og følelser har været et helt andet sted. Men nu er jeg nået frem til, at jeg nok er nødt til at glemme forholdet, fortiden og alt det, der vil holde mig tilbage fra min egen udfoldelse og sørge for, at jeg vil gå fuldstændig i stå. Det er dog ikke nok at distrahere mig selv for disse følelser og tanker ved at se film eller lave random ting (det ville svare til at have hovedpine, der skyldes dehydrering, og så tage en hovedpinepille – smerten forsvinder nogle timer, men vender tilbage, da man ikke har behandlet selve årsagen til sin pinsel). Lige nu er min pinsel ikke bare det at have fået knust mit lille stakkels hjerte, men også hvordan jeg tænker og føler. Det hele kører i ring. Det hele forværres. Derfor er jeg nødt til at give slip på disse tanker og følelser ved at tænke på noget helt andet. Glemslen går gennem fordybelsen, har jeg fundet ud af, og derfor virker det jo i grunden oplagt at fordybe mig i netop poesien (og meget andet selvfølgelig, men særligt poesien). Det ville nok være en stor hjælp for mig at skrive nogle digte, så jeg kan eksternalisere mine tanker og følelser i digte, hvor jeg bedre er i stand til at bearbejde dem. Og give slip. Men i øjeblikket er det ualmindeligt svært at sætte mig ned og skrive nye digte, da det hele stadig er for tæt på. Derfor giver det desto mere mening at læse gamle digte og udkast og se, om jeg måske kunne finpudse det ene og det andet og tage dem med i kommende numre af F&F. Lige nu har jeg 17 siders digte fra oktober 17 som jeg endnu ikke har fået set ordentligt igennem, og derfor burde der være nok tekster til endnu et nummer af F&F før år 2017 lukker og slukker.

Jeg vil gerne sige dybfølt tak til Linn Larsen for at tro på mig og på F&F og efterlyse nye numre. Gennem din evige tro og støtte fik du mig til at indse, at stien gennem smerten kan gå gennem det at skrive digte og Forventning & Forvirring. I dette øjeblik, hvor jeg skriver denne præsentation af nummeret, føler jeg mig determineret og entusiastisk i forhold til, at F&F kan være denne sti gennem smerten (blandt flere andre muligheder, f.eks. at tage til arrangementer, ses med mine venner, møde nye mennesker, dyrke motion, fordybe mig i filosofiske bøger, tage til psykolog (som jeg er meget glad for) og meget andet). Men det er en særlig følelse, jeg har i kroppen, når jeg lægger et nummer af F&F ud. Som om jeg er et træ, der bærer frugt. Og når jeg forsømmer F&F, føler jeg mig vissen og ødelagt. At du, Linn, opmuntrer mig til at lægge flere numre ud, får mig til at blomstre op med entusiasme og med en tro på, at det er det rigtige. For det er det rigtige! Og tusind tak for, som altid, at give hvert nummer af F&F sit eget unikke ansigt. Denne gang en blanding mellem Skriget af Edvard Munch og forsiden på Hvordan det føles at være et spøgelse? og selvfølgelig primært din helt egen streg og personlighed! Jeg håber, at jeg kan få lagt flere numre af F&F ud i løbet af 2017, og at projektet atter for alvor kan blomstre til næste år. Man kan sige at projektet som en mark har ligget brak her i 2017, men sommetider er det vigtigt at holde en pause, så man kan genfinde næring og inspiration til at vende tilbage med fornyet styrke. Sådan ser jeg på F&F’s skæbne her i år, og jeg tror på, at det kun har været godt for mig at tage et par skridt tilbage, slå mig lidt på livet for så at genfinde gnisten til at skrive poesie.
På mandag regner jeg med at tage ud på jazzklubben La Fontaine for at læse nogle digte op (det er en del af min plan om at lægge fortiden og forholdet bag mig og komme mere ud og møde nye mennesker og ligesom aktivt deltage i livet i stedet for selv at gå fuldstændig i stå og mærke mit knuste hjerte slå som et ødelagt ur, nej, jeg må ud og opleve noget nyt og få tankerne drejet ud på noget andet). Og selvfølgelig for at lytte til de andres digte, tale med nye mennesker, komme lidt ud. Måske kan det inspirere mig yderligere til selv at skrive. Vi får at se.

Tak til alle jer som følger med her på bloggen, youtube og i mine digte. Det er en svær tid, jeg går igennem her og nu, hvor min fremtid som et palads er faldet sammen, og hvor mit hjerte er blevet sønderflået. Men der findes, som tidligere nævnt, en sti gennem smerten, og jeg er glad for jeres selskab under rejsen. Frem. Jeg håber, at I alle har det så awesome som overhovedet muligt, og hvis ikke, at I kan finde modet til at være stærke. Det hele skal nok gå i den sidste ende. Keep calm and carry on.

Link til nummeret her: https://www.scribd.com/document/365728332/171128-Forventning-Forvirring-72
28. november 2017 kl. 12:45

Til forsvar for digtningen

Nu fortryder jeg noget af det, jeg skrev i mit blogindlæg her i nat (the humørsvingninger er real, eller så drejer det sig om nuanceskift i holdningerne). Når jeg sidder med den samlede masse af digte og udkast, jeg f.eks. skrev tilbage i 2012, er der selvfølgelig, og som sagt, rigtig mange linjer, der som patroner rammer ved siden af skydeskiven, men der findes også en vildt punket energi i teksterne, der skaber nogle ret vilde og overraskende billeder, der ikke har kunnet opstå på andre måder.
Min opgave i 2017 er så at gå tilbage og kigge på disse udkast og prøve at tæmme linjerne uden, at de mister deres punk og oprør og kreativitet. Selvfølgelig kan det føles en anelse møjsommeligt, når rigtig mange af teksterne ikke rigtig fungerer, men hvis jeg tænker positivt og udelukkende koncentrerer mig om det, der kan bruges til noget, er der skam en del at hente i de gamle udkast.
At de digte, jeg har skrevet de seneste år, “bare” er variationer over samme form og indhold, kan jeg dog stadig nikke genkendende til. Men hvad så? Der findes sindssygt mange andre digtere, der beskæftiger sig med den samme tilgang til at skrive digte, og hvor der alligevel (som også i mit tilfælde) dukker noget nyt og anderledes op. F.eks. er jeg meget glad for digtet Med Julie i Frederiksberg Have som jeg fik Slagtryks honorar på 2500 kroner for (Pablo Lliambias, den tidligere rektor på Forfatterskolen, pegede på digtet som det bedste bidrag til Slagtryk i det pågældende kvartal), og sådan et digt kommer netop ud af en skriveglæde og legende tilgang til kreativitet, hvor jeg under skriveprocessen hvirvler en masse forskellige udsagn og linjer op og ser, hvad der gemmer sig nedenunder. Jeg har måttet skrive rigtig mange sløsede og elendige digte for at nå frem til guldet. Rigtig mange variationer over det samme, fordi jeg jo, for fanden, gerne ville skrive et vanvittigt godt kærlighedsdigt, virkelig pinpointe og naile nogle bestemte følelser, og så har en helvedes masse dårlige udkast og sløsede ideer hobe sig op, fejlskud efter fejlskud (som om Amor skyder med pistol), indtil jeg pludselig ramte plet, og variationerne over form og indhold endelig, endelig gik op i en højere enhed. Måske er det bare min stil, min tilgang, at skrive en helvedes masse og så se, hvad der fungerer, mere end at sidde og nørkle med en enkelt tekst i årevis. Derfor kræver det også en stor tålmodighed og nærmest tilgivende tilgang at læse disse gamle udkast og lade noget nyt og godt blomstre ud af de guldkort, der trods alt findes. For der er, som sagt, rigtig meget, der kan bruges til noget, og så må jeg bare tage udgangspunkt i det, der virker, og på en smilende og let måde stryge hen over det svage (som at stryge pelsen på en svagelig kattekilling og bare sige: “nuuuurh og awww!”.
I forhold til indholdet af mine digte (og gentagelsen af det) må jeg vel også sige, at jeg i mit eget følelsesliv gentager mig selv, og derfor kan det vel ikke undre nogen, at det samme er tilfældet med digtene. Svarer det ikke lidt til at klandre en maler for igen at bruge en gul farve? Altså, jeg har det følelsesmæssige indhold at gøre godt med, der nu engang er til rådighed, og det er ikke sådan, at jeg med mine digte opfinder et helt nyt følelsesmæssigt indhold, men hvert fald gerne prøve rat sige noget oldgammelt (som jeg nævner har man jo skrevet ud fra følelser de sidste 4000 år og de næste 4000 år med!) på en ny og mere frisk og spændende måde. Det er et ret reduceret udbud af følelser, vi mennesker har, og da jeg desværre, i modsætning til rigtig mange andre på min alder og yngre, ikke går særlig meget op i politik eller trends, der er oppe i tiden (og som om tre år alligevel er udskiftet med noget andet, hvorimod et kærlighedsdigt altid, hvis det rammer plet, vil være relevant), ja, så har jeg det følelsesmæssige som udgangspunkt for digtene, og der findes heldigvis rig mulighed for variationer over det emne, og selvom digtene fra 2012-16 på overfladen kan virke meget ens, er der kæmpemæssige forskelle, når man tager luppen frem og zoomer ind. Bare rolig, Christian!
Desuden kan man også sige, til digtenes forsvar, at indholdet måske er det samme, men at udtryksformerne (og ordforrådet) har ændret sig. F.eks. er der kommet en helvedes masse internet- og teknologisprog ind, der ikke fandtes tilbage i 1990’erne (eller bare 2012 for den sags skyld, eller ord som jeg ganske enkelt har anvendt før, men som jeg først nu finder anvendelsesmuligheder for!. Så selvom følelserne er gamle, er verden og sproget nyt, og det kræver nogle nye digte, der kan sætte ord på disse nye menneskelige tilstande (fx. mangler jeg at skrive mere om mobiltelefoner, men nok om det)

På samme måde er det jo i mit eget liv. Selvom jeg skrev nogle (dårlige) kærlighedsdigte tilbage i 2012, er det jo ikke fyldestgørende at have skrevet dem, da jeg pludselig er fuld af nye og andre følelser og har brug for at give udtryk for dem i dag. Også fordi jeg er i stand til at skrive bedre og ramme mere præcist. Derfor giver det jo rigtig god mening at gå tilbage til de gamle udkast, samle så mange guldkorn sammen som muligt og plante dem som frø på A4-papiret og se noget helt nyt og forløsende spire frem.
Desuden har jeg et vanvittigt efterslæb, når det kommer til gamle udkast og digte. Tilbage i 2011-13 skrev jeg næsten hele tiden, op mod 127 sider om måneden (som i juli 2012), andre gange skrev “kun” 50 sider om måneden, men jeg gjorde det uden at rette eller se mig tilbage, så jeg har simpelthen et kæmpemæssigt materiale af udkast og digte, jeg aldrig nogensinde har læst før, kun skrevet i en vanvittig rus (det var hele tiden planen, at jeg en dag skulle vende tilbage og arbejde med udkastene, man kan kalde det for idioti eller en form for ansvarsfravigelse, men jeg tænkte, at jeg simpelthen ikke var i stand til at rette digtene ordentligt, men at jeg måske ville blive god nok til det i fremtiden, og så ville det være awesome med et lager af ideer, jeg kunne arbejde videre på (så måske har det hele bare været del af en større plan, jeg lagde back in the day, men som jeg først nu kan gøre noget ved?).
For mig ville det være lidt af en drøm at få læst og rettet hele tekstmassen og ligesom få presset de sidste dråber af voldsom poesi ud af foretagendet. Særligt nu, hvor jeg ikke rigtig mærker den store inspiration til, altså formmæssigt, at skrive noget nyt, så giver det god mening at låne min opmærksomhed ud til de gamle digte og hjælpe dem på vej. Jeg synes nu heller ikke, at man kan sige, at jeg “gentager mig selv,” når jeg decideret går ind og retter gamle digte. Gentagelsen ville snarere bestå i at skrive endnu flere digte. Som at bygge videre på tekstmassen. I stedet går jeg jo tilbage og rydder op i arkiverne, så de en dag kan blive rømmet. Så der er i grunden mere tale om et slags oprydningsarbejde. Men som sagt, så hvis jeg bare satte mig ned og skrev flere digte en time i kreativ improvisation hver dag og dermed bare byggede videre på arkiverne, ville der være tale om en gentagelse. I stedet er jeg jo, for fanden, stoppet op og tænker over, hvad jeg laver, i et forsøg på at gennemskue fortiden og nutiden og finde ud af, hvad fremtiden skal byde på. Under alle omstændigheder er der så mange guldkorn, der leger gemmeleg i arkiverne, at det er det værd at kigge med selv over skulderen og arbejde med de gamle ideer og udkast.
Men samtidig, som jeg nævnte i indlægget i nat, ville det også give god mening at prøve at skrive på nogle andre måder, hvor prosa virker oplagt. Måske i starten i en sproglig stil, der hænger meget op af poesien, men måske senere kan den blive mere prosaprosa-agtig. Det må tiden vise, men først må jeg starte et eller andet sted, og det virker nu stadig som en god idé og et godt udgangspunkt at rydde op i arkiverne og se, hvad det fører med sig. Måske findes der nogle ideer, der på tværs af tiderne, kan samles til en historie. Det finder jeg ud af. Nu handler det ikke om at presse mig selv for meget, men være åben over for nye ideer og gøre det, der føles vigtigt. Så skal det hele nok gå op i en højere enhed.

5. november 2017 kl. 08:58 [genlæst og rettet 09:15]

Jeg vil skrive flere historier

Her til aften har jeg kigget på nogle af mine gamle udkast og digte fra 2010-16, bare enkelte, tilfældige nedslag i gamle worddokumenter for at se, om noget af det kunne bruges som grundlag for nye tekster. For tiden føler jeg mig ikke særlig skrivelysten eller inspireret, og derfor har det været en hjælp at kigge mig selv over skulderen og skrive videre på gamle ideer og halvfærdige digte.
Men på en måde er det temmelig trist at se på digtene fra den tidsperiode, for de er bare variationer over den samme skrivetekniske form og indhold. Digtene er meget billedskabende og fantasifulde og befinder sig i en alliance med underbevidstheden og en indre drømmeverden, hvorfor grænserne mellem fantasi og virkelighed hele tiden udviskes. Desværre på en sproglig ret inadækvat måde, altså, hvor der er utroligt mange sproglige unøjagtigheder, som om hvert udsagn, hver linje har været en patron i et maskingevær, og jeg igen og igen skyder ved siden af skydeskiven, eller skyder med løst krudt, for den sags skyld.
Derfor kan det være et ret møjsommeligt arbejde at læse de gamle udkast igennem for at finde et eller andet, der kan arbejdes videre med. Det sker af og til, for der gemmer sig skam nogle guldkorn hist og her.
Indholdsmæssigt er digtene variationer over mit eget personlige følelsesregister, hvilket vil sige, at digtene i løbet af de seks år som tidsperioden 2010-16 dækker over, gentager sig selv i forhold til at udtrykke naiv glæde, dyb depression, en kultur- og samfundskritik, en hyldest til drømmene, og en helvedes masse kærlighedsdigte. Altså, emner, man kan har skrevet om de sidste 4000 år, og som unge digtere også vil skrive om de næste 4000 år. Det er umuligt at nå til bunds i alle de følelser, for der kommer bare flere. Og des flere digte, jeg skriver, des mindre får jeg sagt det, jeg virkelig brænder for at sige.
Faktisk i modsætning til at lave videoer til youtube som i grunden virker langt mere forløsende for mig personligt, da hver video kun kan laves én gang. Og jeg virkelig kan få sat ord på nogle tanker og følelser på en mere fyldestgørende måde. I modsætning til at skrive billedsprogsmætte digte, hvor hver linje som maskingeværskud rammer ved siden af skydeskiven, kan jeg faktisk i videoer få sagt noget, for mig, meget vigtigt ved at tale på en ligefrem og tilgængelig måde. Til gengæld kan videoerne måske godt blive lidt lange, for jeg plejer jo at have meget at sige, men det gør ikke noget, for det er sgu rart at befinde mig uden for digtets stramme fængsel.

Jeg kan ikke lade være at føle mig en anelse trist, for det at skrive digte føles efterhånden som at træde vande i kviksand uden at komme nogen vegne. At jeg bare sidder og skriver nøjagtigt de samme digte bare i andre udgaver. Gammel vin på nye flasker.
Og jeg kan ikke lade være at spørge mig selv, om denne form for poesi, denne måde at skrive på, overhovedet er “min” måde at skrive på, eller om jeg bare har læst for meget Simon Grotrian og Michael Strunge og Artur Rimbaud.
Hvad er egentlig min originale og oprigtige måde at skrive på? Og behøver det nødvendigvis at være digte? Måske har jeg hele tiden rummet nogle bestemte ambitioner for, hvordan min skrift skal se ud, og på hvilket grundlag, den skal bygge på, men at jeg simpelthen har ladet mig fængsle af digtets stramme form. Der er noget narrativt i min måde at digte på som jeg hidtil har holdt tilbage. Det kunne være spændende at udforske kortprosaen, prosadigtet, noveller eller ganske enkelt prosa noget mere.
Jeg skrev en ret, for mig, spændende tekst den anden dag, der hedder “Det hvide lokale – Orbona,” hvor jeg tog udgangspunkt i et digt, jeg havde skrevet, og tænkte: “Hvad sker der, hvis jeg laver det her digt om til prosa og i stedet skriver en historie?” Jeg besluttede mig for, at genrebetegnelsen, hvis sådan en tekst skulle samles i en bog, skulle være “fantasier”. Som om samlingen ganske enkelt består af mere prosaiske digte, der ligesom kan “kamme over” eller “løbe over sine bredder”. I stedet for at skyde med maskingevær, lader jeg skydeskiven omslutte af ilden fra en skriftlig flammekaster! En langt større og rummelig form!

Så måske kan man se mine sidste seks års digte som én stor massegrav for middelmådigheden (hvis man altså ser bort fra de digte, jeg rent faktisk har gjort mig umage med at skrive, og som jeg har samlet i digtsamlinger, fået med i tidsskrifter osv., det er nok en vigtig pointe, så man ikke tror, at jeg totalt pisker mig selv over nakken, nej, jeg taler bare om alle de udkast og ideer, jeg har liggende, og hvordan det hele minder om hinanden, fordi det mere eller mindre er det samme).
Men hvis man kan lære af sine fejl (eller hvad man skal kalde det, måske smukke fejl, for jeg har trods alt begået dem i en naiv og god overbevisning om, at det har været det rigtige), men ja, hvis man kan lære af sine (smukke) fejl, har det været det hele værd, hvis det fører noget positivt med sig.

En ting er vide, hvad man skal gøre, noget andet er at gøre det, man ved.
Jeg ved, at jeg gerne vil skrive noget mere prosa, om det så er prosadigte eller mere ligefremme noveller, men mit hoved er tomt for ideer, og der dukker ikke rigtig noget op. Da jeg skrev historien om Orbona (jeg regner med at lægge teksten ud i et snartkommende nummer af F&F), tog jeg udgangspunkt i et (dårligt) digt og lod ideerne blomstre. Det føltes helt berusende at skrive, fordi hver sætning var ny og overraskende. Problemet er nok, at jeg sidder her og tænker, at jeg først vil begynde at skrive, når jeg har en idé, men jeg, idiot, har ikke fattet, at ideerne først kommer, NÅR JEG SKRIVER! Nogle gange får man også først lyst til at feste, når man netop er ankommet til festen.  Ikke når man sidder derhjemme og overvejer, om man overhovedet bør tage afsted. SÅ I GANG! SKYD MED FLAMMEKASTEREN! SE HVAD DER SKER!

Så for at opsummere: Det hele er op til mig selv. At gøre brug af de sidste års fejltrin og middelmådige digte og afprøve nogle nye litterære former, hvor mine egentlige interesser (og måske egentlige talent) faktisk kan foldes ud.
Som trøst og inspiration tænker jeg på den amerikanske forfatter H.P. Lovecraft, der ligesom jeg selv skrev digte fra en rigtig ung alder (jeg begyndte som 13-årig), men som først skrev sin første rigtige novelle som 27-årig. Og på baggrund af sine historier fik succes (eller faktisk døde Lovecraft som 46-årig i den overbevisning, at han havde totalt fejlet som forfatter, men hvis han havde vidst, hvor stor succes, han ville opnå efter sin død, ville han sgu, ganske berettiget, have været stolt af sig selv!). Så hvis Lovecraft først begyndte at skrive noveller som 27-årig, har jeg cirka syv måneder til at gå i gang! Måske kan Orbona-teksten være et forskud, eller så er det i en helt anden retning, jeg må gå. Det finder jeg ud af.
Under alle omstændigheder giver det god mening at tage en pause fra at skrive digte bare for at skrive digte. Det er jo tydeligt, at jeg bare gentager mig selv, og at det derfor giver mening at prøve kræfter med noget andet. Det er dog svært at bryde med mine egne gamle vaner, og derfor skriver jeg det her for at nå frem til klarhed og en beslutning. F.eks. kunne jeg have som ambition at lægge en novelle som “digital digtsamling” (egentlig burde det projekt skifte navn, hvis jeg lægger prosa og ikke poesi ud, “digitale værker” … måske?). Vi får at se. Hvert fald ville det være forfriskende at prøve noget nyt. Eller vende tilbage til rødderne. Jeg begyndte jo med at skrive historier dengang i 2002, hvor jeg som 11-årig skrev mit første eventyr. Måske har de sidste mange år bare været et sidespor, og at jeg nu vender tilbage til det væsentlige? At skrive historier, der kun kan skrives én gang, at komme ud af variationerne over det samme, måske ved endelig at få sagt det, jeg virkelig brænder for at sige. I en historie på 5000 sider. Eller måske kan jeg nøjes med 50. 50 historier! Ej, nu fjoller jeg bare. Søvnen kalder. I morgen vil jeg starte forfra med at starte forfra.

5. november 2017 kl. 01:20 [læst igennem igen 01:33, men jeg bliver ved at skrive videre, nu stopper jeg dog! Brøndby skal spille mod FCK i morgen kl. 12:00, og det skal jeg se! Det er godt med noget virkeligt at forholde mig til, for ellers forsvinder jeg bare ind i mine egne tanker og spekulationer, og så er det dejligt at lade min IQ kollapse til sin  kvadratrod og bare sidde og se se 22 mennesker løbe rundt efter en bold (26, hvis man tæller dommerne med), men nok om det! Søvn! Nuuuuuuuuuu!)