162009: F&F #60 hilser på efteråret

brugt-til-60-101

Link til nummeret her: https://www.scribd.com/document/324699714/160920-Forventning-Forvirring-60

Hej verden.

Efter to måneders fravær vender Forventning & Forvirring tilbage (denne gang for alvor, forhåbentlig – det var lidt åndssvagt at kalde #59 af F&F for “F&F gør comeback” når det kun var for en kort bemærkning, og der nu er gået 40 dage siden dengang (normalt skal der jo max. gå 14 dage mellem hvert nummer!)).

En af årsagerne til forsinkelsen er, at jeg har måttet gøre min næste digtsamling, Væk søvngængerne, færdig. Det har krævet en gennemgang af alle de digte, jeg har skrevet siden december 2015, og som I nok ved har det været et ret kreativt år for mig. Derfor har det ikke givet så meget mening at skrive noget nyt, når der har været så meget andet at læse og rette og arbejde videre med. Men nu hvor Væk søvngængerne er sendt til trykkeriet (og bliver udgivet – i privattryk – d. 30. september), kan jeg så småt gå i gang med at skrive igen.

Det vigtigste for mig er at have fået ryddet op i arkiverne for digte i august og september, så jeg kan komme i gang med F&F. Når jeg ikke har lavet numre af F&F i et stykke tid, begynder digtene at hobe sig op, og så virker det ret uoverskueligt at gennemgå dem og vælge ud til, hvad jeg vil publicere i et nyt nummer. Det er også en af grundene til, at F&F er vigtigt for mig: Det gør skriveprocessen mere overskuelig, da jeg samler de bedste digte, jeg har skrevet  i løbet af 14 dage, i ét nummer. Senere er det easy mode at skimme digtene igennem og vælge nogen ud til f.eks. tidsskrifter, ny digtsamling og sådan. Så nu vil jeg i gang igen!

Tusind tak til Linn Larsen for – som altid-  at stå bag forsiden til F&F! Vi er 40 numre fra, at du har givet F&F 100 ansigter! Vi når det nok ikke i år, men hvis jeg får skrevet rigtig meget, kan det måske lade sig gøre i 2017 eller 2018 (:

Må inspirationen være med jer!

Link til nummeret her: https://www.scribd.com/document/324699714/160920-Forventning-Forvirring-60

20. september 2016 kl. 23:45

160818: Kreativ ekspansion og indskrænkning

blog 1 ekspansion
Ekspansion

Når jeg skriver, handler det meget om ekspansion og indskrænkning. Jeg har brug for at ekspandere mit poetiske rum, tage på opdagelse i sproget, se, om der findes andre måder at skrive på. Andre “tekniske” greb. Et eksempel kan være at bruge rigtig mange tankestreger, skråstreger, forskyde linjerne, så de står forskudt på siden, sætte overdrevet mange punktummer over det hele, blande normalskrift med pludselig “anfald” af STORE BOGSTAVER, måske for at markere eller understrege noget (jeg ved ikke helt, hvad virkningen er, og derfor er det vigtigt at gøre forsøget og se, hvad der sker), eller måske gøre nogle linjer kursive, imens andre står med fed skrift. Det kan også være at skrive prosadigte (lade være at trykke på enter), skrive helt kort (små eksplosioner) eller noget andet. At skrive meget vredt og aggressivt, ømt og naivt, surrealistisk-drømmende eller måske helt ligefrem realisme, nærmest talesprog. Ovenstående skal ikke virke begrænsende, men eksempler på, hvad jeg kan give mig i kast med. Der er så meget mere, jeg endnu mangler at opdage.
Når jeg prøver at ekspandere mit kreative rum, handler det om at eksperimentere. Og det kræver sgu mod! For det er ikke specielt rart at sidde med en følelse af at miste kontrollen, at det, man taster ind på skærmen, ikke virker til at være særlig godt. Hvem vil ikke gerne skrive super-awesome digte? Hvem vil ikke gerne nikke småsmilende, imens man imponerer andre med sine fantastiske greb og metaforer (eller hvad det nu kan være). Og så sidder man sgu bare dér og skriver det ene lortedigt efter det andet. Efter et stykke kan man miste modet og relapse tilbage til at skrive som man plejer. Men det er her, hvor det handler om at være viljestærk og fortsætte med at eksperimentere og se, hvad der sker. Måske prøve et andet greb, fortsætte rejsen ud i det ukendte. Som en opdagelsesrejsende, der i lang tid ikke har set andet end ørken, kan vælge at vende om og gå tilbage til den by, han eller hun kom fra, må man fortsætte sin vandring frem og se, hvad der venter derude. Mine digtsamlinger Druknelektioner og min næste, Væk søvngængerne, bærer præg af at ville eksperimentere og udvide mit poetiske rum. Efter at have skrevet dem, føles det som om jeg har et langt større råderum, et langt større spændvidde end tidligere.

blog 2 indskrænkning

Indskrænkning

Men som sagt, handler det ikke kun om ekspansion. Efter at have eksperimenteret og opdaget nye måder at gribe skriften an på, kan jeg godt lide at “indskrænke” min måde at skrive digte på, vende lidt back to basics. Som en opdagelsesrejsende har det awesome ude i den store, vide verden, opdager nye handelsruter til Kina, ser Himalaya for første gang og så videre (jeg tænker åbenbart på Marco Polo), må man også på et tidspunkt tilbage til sin hjemby, tilbage til udgangspunktet. Anderledes beriget, rig på oplevelser, nye erfaringer. Nye handelsvarer i rygsækken og på kærren. Man kan bytte sig frem til noget andet. Det centrale i min skrift kan på den måde udvides og sidde bedre i skabet. Jeg har flere værktøjer at anvende, når jeg skriver eller retter mine digte. Det gamle bliver fornyet. Og det nye bliver klassisk “de Groot” eller hvad man kan sige [man kan også indsætte sit eget navn i stedet for mit! :b ]
Det handler måske også meget om, at jeg har rigtig meget på hjerte, meget jeg ønsker at udtrykke. Når jeg eksperimenterer og opsøger nyt terræn, hvirvler der en masse nyt materiale op, nyt indhold og en anden form. Helt bevidsthedsudvidende! Men pludselig kan jeg godt føle, at går rundt med en masse efter mig på slæb, der forhindrer mig i at eksperimentere yderligere. Der er lige nogle indlæg i min dagbog, der skal forvandles til poesi, hvis man kan sige det sådan (altså, nogle oplevelser, jeg har haft, men som jeg mangler at sætte ord på). Og når det så er udtømt, kan jeg fortsætte ud i det nye-nye-nye terræn. Eksempler på sådan en indskrænkning er mine samlinger Hvordan det føles at være et spøgelse? og I limbo. Hvis jeg med Druknelektioner rejste til Kina og stod ved grænsebommen, måtte jeg vende tilbage til udgangspunktet for lige at få ryddet op i nogle ting “derhjemme”. Befri mig selv for nogle lænker, der havde viklet sig rundt om mine ankler.
Efter at jeg blev færdig med I limbo, følte jeg mig ret træt af den måde at skrive på. Det blev for indskrænkende og kedeligt, og jeg oplevede et stort behov for at kaste mig ud i noget helt andet. Genopfinde min skrift, så den stadig føltes frisk og aktuelt. Det har så været mit udgangspunkt siden december 2015, hvor jeg har været meget optaget af at prøve nye ting af i min skrift. Og det har indtil videre været rigtig sjovt og en stor “succes” i min lille verden. Det har været nervepirrende at prøve noget andet og opleve, at det slet ikke slår til, men jeg kan godt se nu, hvor Væk søvngængerne næsten er helt færdig, at det har været det hele værd! Der er langt større slagkraft i mine digte, og jeg føler, at jeg i endnu højere grad er blevet mig selv og fundet min poetiske stemme. Selvom det handler om hele tiden at opdage nye sider af sig selv, finde ud af, at man rummer så meget mere, end man umiddelbart er bevidst om. Ned i underbevidstheden, hvirvle det skjulte op. Der er så meget, der endnu mangler at opdages, så meget der mangler at skrives frem!

future ahead concept

Fremtiden

På nuværende tidspunkt ønsker jeg at fortsætte med at eksperimentere og se, hvad der venter på mig i fremtiden.  Der er ingen lænker viklet om mine fødder (dem forlod jeg, da jeg blev færdig med I limbo (altså lænkerne, ikke mine fødder)). Jeg har modet til at fortsætte med lidt trial-and-error. For selv i de dårligste og mest åndssvage eksperimenter, findes potentialet til at skrive noget helt nyt – og for mig- grænseoverskridende awesome. Et træ har også på et tidspunkt kun strakt halsen ud af sit før nede i jorden. For så at vokse op og blive over 100 meter højt! Det handler om at give plads til ideerne, værne om dem og sørge for, at de har de bedste betingelser for at vokse op. Og så må tiden vise, hvad der egentlig gemmer sig i de frø! Er det en mælkebøtte, et træ, en rose eller måske er det slet ikke et frø, men en sommerfugls puppe? Det finder jeg ud af! Men nu handler det om at få sået nogle frø i jorden og se, hvad der kommer til at ske. Noget af det bedste her i livet er, når man overrasker sig selv, synes jeg. Når jeg sidder og skriver noget og tænker: Hvad fanden er det her? Hvor kommer det fra? Og kun finder ud af, hvor det fører hen, ved at fortsætte at skrive på det. Det er virkelig, virkelig fedt! Og sådanne oplevelser gad jeg gerne have endnu flere af. Men det kræver modet til at kaste sig ud i kreativiteten. Det nye terræn. En mulighed for mulighederne til at melde sig og dukke op, ofte ud af ingenting. Jeg glæder mig!

Hav det awesome derude! Må inspirationen være med jer!

18. august 2016 kl. 19:17

160811: Poetik: Djævlen gemmer sig i de poetiske detaljer

unfocused-i-500

Baggrund, forgrund og detaljer i digte
Jeg sad lige og læste nogle digte og brokkede mig over utydeligheden i dem. Det er noget, jeg lægger mere og mere mærke til. Nu vil jeg ikke gå i for mange detaljer med det, men et eksempel kunne være … som første linje i et digt: Hun kigger på lyset. Mere får man ikke at vide. Her bliver jeg forvirret og tænker: Er det et stearinlys? Et standerlampelys? Et natlampelys? Er det sollyset? Kigger hun op på himlen og ser på solen, eller lægger hun mærke til solskinnet ind gennem ruden på væggen? Er det et lighterflammelys? … Når man ikke rigtig får mere at vide, må man gætte, og når der er så mange svarmuligheder, ender udsagnet med ikke at betyde noget, det bliver for abstrakt. Desuden kan jeg også spørge: Hvem er hun? … En lille pige på fem år. En teenager. En gammel kone på et plejehjem? Eller sygeplejersken, der kigger på lyset i en gammel dames øjne? På samme måde kan det være, når der står noget med træer, blomster og dyr. Er det birk, bøg, eg, kastanje? Mælkebøtte, solsikke, margueritter? Er det en fugl, hund, kat? En solsort, lærke, ravn, krage? Når jeg læser sådan noget, tænker jeg, at der bliver talt eller skrevet i “overskrifter”. Overskriften er “lys,” men hvad findes der nedenunder? En fugl sidder på en gren. Hvad gemmer sig under overskriften “fugl”? Sommetider giver det god mening, at jeget i digtet ikke aner, hvad fuglene hedder (måske fordi fuglene er langt borte, det er nat, så de kan ikke ses, jeget er et barn og ved ikke, hvad de hedder osv.). Men de fleste ved vel nok, om det drejer sig om en måge, due eller solsort, når de ser en. Det giver samtidig nogle tydelige billeder i hovedet, når man får at vide, om det drejer sig om det ene eller det andet.
Jeg går også meget op i at vide, hvilket rum digtet befinder sig i. Er vi ude på en altan, i en robåd på havet, ved søen i en park, midt i en skov? Sådanne forholdsordsled “I parken står den unge pige og kigger på solens fyrfadslys/brænder snart ud”. Ikke nok med, at jeg ser pigen for mig, ser jeg også baggrunden (noget med græs, enkelte træer bag hende. I mit hoved virker himlen til at være blå, but don’t ask why (her er der lidt plads til læseren, hvilket er fint)). Der findes en del digtere, der kun tager forgrunden med i deres digte, men ikke baggrunden. Og som tidligere antydet, ser man ikke engang detaljerne i forgrunden: “Hun kigger på lyset”. På den måde står man på afstand af digtet. Og mit krav er, at man skal dybere ind. Nu kan jeg ikke agere redaktør på andres digte og skrive linjerne om (specielt hvis de allerede er blevet trykt), så det vigtigste ved disse overvejelser er, at de har betydning for min egen skrift. Sommetider går jeg jo i præcist den samme “fælde,” og så er det essentielt, at jeg kan diagnosticere problemerne med digtet og få helbredt fejlene. Ofte kommer jeg ikke selv langt eller dybt nok ind i mine tekster, selvom der er mere at komme efter. Det er meget godt at dvæle lidt ved et sprogligt billede og lade det folde sig ud. Hvis der hele tiden opstår nye billeder, svarer det til at se Ringenes Herre i x16 fastmotion. Man fornemmer slet ikke det episke, detaljerne, hvordan historien foldes ud. Et digt må gerne skride langsomt frem, få detaljerne med, forgrunden og baggrunden. Men selvfølgelig heller ikke gå fuldstændig i stå undervejs.


Som at høre fodbold i radioen

Man kan sammenligne digteren med en radiospeaker, der fortæller om en fodboldkamp, der spilles nu og her. Lad os sige, at Brøndby spiller imod AGF. Det ville være ulideligt for mig som lytter, hvis speakeren bare sagde: “En spiller har scoret. Hans hold er foran.” … Hvilken spiller har scoret? Var det på direkte frispark, hovedstød, efter en dribletur? Var det et selvmål? Hvilket hold har bragt sig foran? … Eller: “En spiller er blevet skadet. Spilleren fra det andet hold har fået rødt kort.” Hvilken spiller er blevet skadet? Hvorfor? Var det en glidende tackling, blev den anden spiller sur og nikkede ham en skalle? Var situationen mest til gult kort? Filmede spilleren?

boy-listening-to-the-radio-poster-print-18-x-24_3305701

Den gode speaker får lytteren til at føle, at han eller hun er på stadion. Man kan se alting for sit indre blik, imens man hører om, hvad der sker inde på banen. På samme måde er det med den gode digter: Baggrunden kommer med (i dag er det flot solskin på Brøndby Stadion, 15.000 fans synger på lægterne, udeholdets, AGFs, fans kan næsten ikke høres): Forgrunden: Brøndby har bolden for det meste og kommer til de fleste indlæg og chancer. Over kanterne, men de har også haft nogle fine forsøg på distancen. Detaljerne: Christian Nørgaard taber bolden midt på banen, efter et voldsomt genpres vinder Frederik Holst bolden tilbage og stikker en dyb bold frem til Teemo Pukki, der umarkeret løber bag om AGFs forsvarskæde. Han placerer bolden yderst i det venstre målhjørne uden for Steffen Rasmussens rækkevide. 1-0 til Brøndby.
Nu er det nok stenet, at jeg skriver så meget om fodbold, når det egentlig drejer sig om poesi. Men forhåbentlig giver mine refleksioner mere mening, når jeg sammenligner med noget, de fleste kan forholde sig til.
Man kan selvfølgelig også sammenligne et digt med en kortfilm. Hver linje ses for læserens indre blik, men hvis detaljerne mangler, er billedet sløret. “Pigen” er sløret. “Lyset” er sløret. Baggrunden mangler (bare hvidt flimrende lys). Hvad fanden skal man stille op med det? Man slet ikke se det for sig. Det virker klart og derfor abstrakt og ligegyldigt. Måske er der en langt større detaljerigdom på spil i digterens eget hoved. Selvfølgelig er det en ung med sorte slangekrøller som stirrer ind i solens fyrfadslys på himlen. Selvfølgelig foregår “scenen” i en park tæt ved en sø, ud på eftermiddagen. Ingen mennesker i nærheden. Ensomheden klamrer sig til hende. Som en epændetrøje. Altså, hvorfor ikke komme helt ind i digtet, ind i hver linje, så læseren for alvor kan se digtets billeder udspille sig som en kortfilm for sit indre blik?

Stort udvalg i den poetiske værktøjskasse
Som sagt kan jeg ikke redigere eller ændre på andres digte. Kun på mine egne. Derfor er disse overvejelser meget vigtige for mig, da de, for mig at se, peger mig i den rigtige retning. Des flere overvejelser, man har om at skrive (og rette) digte, des flere værktøjer kan man tage i brug, når man arbejder med den enkelte tekst. Det er ærgerligt at mangle en skruenøgle, så man er nødsaget til at bruge en hammer i stedet. Det smadrer bare digtet. Des større udvalg i værktøjskassen, des bedre kan digtet potentielt set blive.

71043

Selvfølgelig skal man passe på med ikke overtænke og overanalysere og overanstrenge sig. Men dosere sin kritiske læsning på den mest balancerede måde. Det handler om både at være temmelig large og temmelig detaljeret, tænker jeg. Men ja, des længere man skriver sig ind i digtet, des længere kan læseren følge med. Et digt må gerne være labyrintisk, kunne læses på flere forskellige måder, flere gange og med flere tolkninger til følge. Med det er fandme ærgerligt, hvis læseren farer vild allerede i indgangen til labyrinten og derfor aldrig rigtig kommer ind i teksten, hvor der for alvor sker ting og sager.
Derfor er det ikke nok at være god til at skrive, have et stort ordforråd og god fantasi. Man skal også være en god læser og se objektivt på sin tekst som en læge, der skal til at gå i gang med et operativt indgreb. Det ærgerligt at fjerne hele hovedet, hvis patienten kun har forstuvet sin storetå.

92889087

At skrive, at rette og læse går hånd i hånd. Sommetider bliver jeg faktisk klogest af at læse dårlige tekster, fordi det sætter en god refleksion i gang. Andre kan er det bedst at læse digte, der sidder fuldstændig i skabet, for at finde ud af, hvorfor de er så gode. Hvilket greb er der blevet brugt? Hvad er teknikken bag? Derfor læser jeg også så meget og så bredt som muligt. Både dugfrisk litteratur, udgivet på Gyldendal eller mere obskure forlag, eller klassikere eller lidt oversete værker. F.eks. er Iljitsch Johannsens bog Harlekin og døden et mesterværk, der måske kunne have en smule bedre. Det er jo som man ser på det. Og hvilket humør jeg er i. Sådan er der så meget!

Hav det awesome derude! Må inspirationen være med jer!

11. august 2016 kl. 16:27

160810: #59 af F&F gør comeback

brugt til 59 053

Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr 20. september 2016]

Hej verden!

Jeg har været sløset med at lægge dette nummer af Forventning & Forvirring ud. Egentlig skulle det have været publiceret for otte dage siden, d. 3. august. Og ellers i går (for at holde publiceringsdagene på tirsdage). Men sent er bedre end aldrig, og så er det meget sjovt at kunne sige, at F&F gør comeback!
Jeg fik ikke skrevet særlig mange digte i juli. Mit fokus har i stedet været på at rette de tekster, jeg har liggende. Bl.a. fik jeg læst alle numre af F&F i indeværende år for at finde ud af, hvor mange der egentlig kan komme med i min næste digtsamling. Det er måske 2%, hvilket er meget flot. Tænk, hvis det kun var en ½%!
Formålet med F&F er at vække kreativiteten, lade inspirationen indfinde sig, holde skriften i gang og se, om der ikke – bare engang imellem – dukker nogle fine tekster op. Det kan være svært at afgøre, når en tekst er helt nyfødt, om den kan bruges til noget senere. Ofte kræver det lige nogle ugers eller måneders afstand at se teksten i sit eget lys. Sommetider er der nogle linjer, jeg kan genbruge senere hen. Andre gange kan digtet revampes og skrives forfra. For så at sidde i skabet. Mere sjældent har magien indfundet sig til at starte med, og der er kun enkelte detaljer, der skal finpudses.
Mit umiddelbare mål er, at der er mindst 1-2 digte i hvert nummer af F&F, jeg kan bruge sidenhen. Få med i en digtsamling, sende ind til et tidsskrift. Og det er uafhængigt af, om nummeret består af 10 eller 100 digte. Der skal bare være ét fint digt, og så er jeg tilfreds. Hvis der går happy-fun-times i skriften, og der pludselig står fem digte med flot hår og kampgejst til at tage ud i verden, er det en bonus. En kæmpebonus! Gudskelov sker det i ny og næ. F.eks. var der et godt nummer i starten af maj, hvor hele seks digte helt klart kommer med i min næste samling. Alt i alt var der 25 digte i den ombæring. Andre gange kan et nummer være på 40 digte, hvor kun et enkelt kommer videre til “næste runde” (hvis vi skal være lidt X-factor-agtige). Men det er vigtigt at huske mig selv på, at det skam er helt okay. Et digt er nok. Og umiddelbart kan jeg ikke huske et nummer, der udelukkende bestod af nitter, fejlslagne forsøg og udkast til udkast til udkast. Gudskelov!
Da jeg læste alle numrene igennem, kunne jeg godt føle mig lidt frustreret eller semi-magtesløs, fordi det vrimlede med så dårlige og unødvendige digte. Hvad fanden har jeg haft gang i? Hvorfor har jeg ikke krævet mere af mig selv, fået slebet pennen, så digtene er blevet skarpere? Men her måtte jeg lige bevare roen og overblikket og tænke over, hvad strategien og målet med F&F har været og er og vil fortsætte med at være. At hvis der er hvert fald ét godt digt i hvert nummer, er det awesome nok. Mere kræver jeg ikke af projektet. Men for at nå frem til det ene gode digt, er jeg nødsaget til at eksperimentere. Og det er ualmindelig svært at eksperimentere, skrive rødglødende, have det sjovt, hvis man stiller for mange forventninger til sig selv. Det bliver en hæmsko. Hvor ofte har jeg ikke siddet med de vildeste ambitioner om, hvor awesome mine digte skal være, for så at stirre helt tom i hovedet på skærmen. Uden at nogen linje dukkede op.
Jeg kan måske sommetider føle mig lidt angst for at fremstå helt latterlig og talentløs i forhold til det her projekt. Èn ting er, hvad jeg forventer af mig selv, når jeg lægger numre ud. Noget andet er, hvordan andre opfatter hvert nummer. For den udefra-stående og uforstående kan det jo virke helt håbløs at læse de her digte. Forventning & Forvirring kan fremstå som en massegrav for middelmådigheden. “Den dude vil gerne ind på Forfatterskolen, og så skriver han sådan noget lort?” … Netop fordi sådan en nervøsitet kan melde sig, er jeg glad for, at kun få mennesker følger med i projektet. Når jeg publicerer et nummer, forestiller jeg mig, at læseren, du, er en del af “indercirklen”. At vi er på samme hold. At vi har en form for indforstået forståelse for, hvad det her projekt går ud på, og hvorfor jeg skriver som jeg gør. At hvis der er dårlige digte i nummeret, kan du sagtens se igennem fingre med det og i stedet fokusere på de linjer, der virkelig laver en flot saltomortale. Og hvis nummeret virkelig har luft under vingerne, danser du: Endelig sker der sgu noget awesome i det her projekt! For alvor! Så danser vi sammen. Foran hver vores computerskærm (eller hvordan du læser teksterne, måske på telefonen).
Man må også huske på, at jeg skriver rigtig mange digte i løbet af ganske kort tid. 14 dage er ikke specielt længe, hvis man tænker på, at jeg sommetider får skrevet over 30 digte. Naturligvis kan de ikke alle sidde lige tilpas genialt i skabet. Mange rammer ved siden af skydeskiven. Men alligevel – eller netop derfor – føles det virkelig forløsende, når der pludselig dukker nogle tekster op som virkelig rammer plet. Og bliver siddende. Helt solstrålende. Og det kan endda ske, at vi er uenige om, hvilke digte, der er gode, og hvilke der er dårlige. Mit litteratursyn er velsagtens anderledes end andres. Måske klamrer jeg mig til kul, når du peger på guldet.
Under alle omstændigheder håber jeg, at det er en fornøjelse – trods alt – at følge med i Forventning & Forvirring. At min kaotiske og fortsatte kreativitet (på trods af de fejlslagne forsøg) kan virke inspirerende. Mit mantra er, at det er okay at fucke op og begå fejl. Selv den bedste fodboldspiller lykkes ikke altid med sine driblinger, så hvad andet kan jeg kræve af mig selv end i det mindste at prøve?
Da jeg læste alle numrene igennem, ledte jeg ikke kun efter fine digte, men også gode enkeltstående linjer. Dem samlede jeg i et worddokument, og det er egentlig ret vildt, hvor mange små ideer, der alligevel dukker undervejs i et nummer af F&F. Måske er det derfor, at jeg til tider kan have lidt svært ved at afgøre, om en tekst er god eller ej. Fordi der er nogle linjer midt i det hele, der glimter solstrålende. Dem må jeg redde fra mudderet og sætte som diamanter et eller andet sted. Det forklarer nok også, at jeg fuld af begejstring publicerer de her digte. Fordi jeg på publiceringsdagen tænker: Hold kæft, hvor er der mange awesome digte! … Med et par ugers eller måneders afstand til teksterne, kan jeg se, at kun et enkelt eller to af dem er fine, imens resten af en blanding af mudder og mudder og mudder og et par ædelsten hist og her.

Nå, ovenstående har været en slags status for Forventning & Forvirring. Hvad er strategien? Hvad er vejen frem? Jeg vil fortsat vægte kreativiteten og eksperimenterne højest. Hellere have modet til at kaste mig ud i skriften end at lade (præstations)angsten holde mig tilbage. Hellere falde over mine egne ben i et forsøg på at drible end at sidde på bænken og se andre spille kampen. Hellere gøre et forsøg end at rådne op i passivitet. Magtesløsheden (fra at få afslag fra forlag, forfatterskoler og tidsskrifter) kan bekæmpes ved at skrive videre. På trods. Som modreaktion. Som oprør.
Lige nu er jeg ved godt mod. De digte, jeg skriver for tiden, er bedre, end dem, jeg skrev for et år siden. Og dem, jeg skrev for et år siden, er bedre end dem, jeg skrev året før. Det handler om at holde kreativiteten i gang og langsomt, langsomt hæve niveauet. Der er et stort potentiale i fremtiden, og jeg ved, at jeg kan gøre det endnu bedre (men også at jeg skam gør det okay: Hvis man samler de bedste digte fra årets numre af F&F er der nok til en bog! Bogstaveligt talt! Psst, den er klar i september!). Jeg vil fortsætte med at kræve mere af mig selv og skrive i forskellige og nye retninger. Hvem ved: Måske kan det ende med, at mit mål er, at der skal være mindst fem gode digte i hvert nummer af F&F? Fordi jeg simpelthen finder den hemmelige recept til at skrive awesome! Indtil da vil jeg fortsætte med at sige, at det er fint med et enkelt cool digt. Selvom mere end et er godt. Rigtig godt endda! Nu vil jeg overlade dig beslutningen om, hvilket digt i dette nummer af F&F holder. Og hvilke, der rammer ved siden af. Jeg håber dog, at det er en fornøjelse at læse med, og at min kreativitet kan inspirere din! Og omvendt! Sammen kan vi gøre hinanden stærkere. Og giv aldrig, aldrig, aldrig, aldrig fucking op! Vi bliver ved med at kæmpe! Ligegyldigt hvor meget vi er bagud, eller hvor ringe oddsene er! En dag går fremtidsdrømmen i opfyldelse, og vi står i en nutidsdrøm. Og så handler det om at blive ved med at drømme. Og blive ved med at kæmpe!

Til sidst vil jeg  – som altid – gerne gå på knæ og takke (med hænderne i bøn, så de ligner en rose) Linn Larsen for – som altid – at give hvert nummer af F&F sit ansigt. Jeg aner ikke, hvad jeg skulle stille op uden dig. Uden dig findes F&F ikke! På samme måde som Ash Ketchum har brug for Pikachu (så er jeg Pikachu!), og Pikachu har brug for Ash Ketchum, har vi brug for hinanden! Forhåbentlig er det gengældt!

Og til Linn og dig og resten: Hav det superawesome her i den sidste, hurtigt-forsvindende rest af sommeren! Vær ikke bange for at begå fejl. Man siger, at vi mennesker er skabt i Guds billede. Og da vi begår fejl, må det betyde, at Gud også begår fejl. På den måde kan man sige, at fejl er guddommelige. Engang til en universitetsfest i 2011 tog jeg fejl af en pige fra Tysk som jeg var lidt lun på, og en pige, der pludselig var der. Først fem-syv minutter inde i samtalen gik det op for mig, at jeg talte med den forkerte. Det var lidt pinligt – for mig, hun anede det jo ikke – men jeg manøvrerede mig gennem situationen og fandt ud af, at hun faktisk var meget sødere, mere spændende og og langt mere unik end hende den anden (som i grunden ikke rigtig var min type, fandt jeg ud af (vi var ret forskellige)). Det endte med, at jeg tog med hende hjem, fordi jeg ikke havde andre steder at sove.  Dagen efter rejste jeg med hende ud til hendes far et sted på Sjælland, og vi endte med at blive kærester. Altså hende og mig (ikke hendes far og mig, som man dog skal passe på med stedord!). På den måde førte en fejl noget guddommeligt smukt og awesome med sig. Min mor taler stadig om hende. Mit hjerte taler stadig i søvne om hende. Det var virkelig nogle skønne og egenartede seks måneder, vi havde sammen! Men nok om det. Det her indlæg handler om poesi, ikke mit følelsesliv. Eller vent – går det efterhånden ikke ud på ét? Åh!

Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr 20. september 2016]

10. august 2016 kl. 16:43

160807: At blogere angsten

En statusopdatering på Facebook, copy-pastet herind, fordi det hænger sammen med mit foregående indlæg:

“Jeg har en blog, men jeg skriver næsten aldrig nogen indlæg på den. Ligesom statusopdateringer herinde. Nok fordi jeg føler, at jeg skal leve op til et eller andet. At jeg ikke ønsker at spilde folks tid. At det skal være godt (hvad er godt anyway). På den måde sidder jeg med hånden på bremsen. Imens jeg sad og tænkte over det, dukkede følgende sætning op i mit hoved:

“Det handler om at blogere angsten!” … Hvilket jeg synes, var meget morsomt. Et åndet lille ordspil. Blokere, blog-ere, åh! At det kan hænge sammen. Noget med at kaste sig ud i at skrive og bare lægge sine tanker ud. Selvom det måske virker overflødigt eller mærkeligt eller intetsigende.

Jævnfør ovenstående.”

7. august 2016 kl. 13:53

160807: Jeg bør skrive flere indlæg på min blog

Jeg burde skrive nogle flere indlæg på min blog, sad jeg lige og tænkte. Det har jeg tænkt mange gange før, ligesom jeg har overvejet at gå i gang med nogle forskellige projekter. Det er næsten altid sådan, at ideen opstår, og at jeg så udskyder action til senere. I morgen gør jeg det. Men i morgen er der også en “i morgen”. Og sådan fortsætter det.
Den bedste medicin eller kur er simpelthen at gøre noget NU. I det øjeblik, at tanken melder sig, kræve lidt handling af sig selv. Det er præcist det samme med, når jeg gerne gad gå nogle flere ture, spise lidt mere sundt. Do it fucking now! Ud ad døren, gå forbi Netto, fyld tasken og lommerne i trench-coaten med bananer og lign en freak ude på gaden. Forbipasserende vender sig om og stirrer og peger, måbende. En nyhedshistorie. Folk filmer én med deres telefoner: “Bananmanden i Københavns Forstad går rundt i gaderne igen: Hvem er han? En helt, antihelt eller forbryder?.” Hellere det end at rådne op i passivitet.

Noget, jeg har arbejdet med på det sidste, er, at hvis jeg har en idé til noget, eller at jeg f.eks. har lavet en video, men føler en vis nervøsitet for at føre det ud i livet/uploade (fordi jeg er usikker på, om folk bryder sig om det, eller om det er for meget), skal jeg bare gøre det. Ikke tænke for meget. Ikke bekymre mig for meget. Just fuuuuckiing doo ittt!!
Det er lidt det samme, jeg har det med dette indlæg. I grunden er det temmelig intetsigende. Et slags tilløb. Behind-the-scenes (trivia: jeg ææælsker faktisk behind-the-scenes til film, at finde ud af, hvordan man egentlig har båret sig ad med produktionen og alle de banale problemstillinger eller sjove improvisationer i filmen, der er dukket op undervejs). Men alt, jeg hidtil har lavet, har været behind-the-scenes. Mine videoer til Youtube. Min blog. Mine digtsamlinger i privattryk (tanken har været en dag at samle de bedste digte og sende dem ind til et forlag, og derfor kan man jo sige, at hæfterne er en del af en proces, a-work-in-progress, og at man en dag vil kunne se det endelig resultat. På samme måde som at Forventning & Forvirring er en fortløbende proces, hvor kun 1% af digtene faktisk ender med at komme i en samling (rester brænder jeg i et bål på stuegulvet (ej, faktisk har jeg alle mine digte på computeren, så det er den, jeg brænder, og så skal jeg ud og købe en ny, hvilket ikke er særlig praktisk (jeg har glemt, hvor mange parenteser, jeg inception-agtigt har forvildet mig ind i, så jeg fyrer bare nogle af her til sidst. Som en generøsitet. Her på bloggen skal jeg fandme ikke være nærig med at trykke på tastaturet: )))))))))))))))))))))))))))))))))))))))).

Jeg har set rigtig mange fuldstændig ligegyldige videoer på Youtube med folk, der viser deres nye tøj frem. En ung pige, der præsenterer de 10 kjoler, hun lige har købt. Læbestiften på hendes mund skjuler noget. At det at købe, forbruge så meget dækker over en eksistentiel tomhed. Hun aner ikke, hvad hun skal stille op med sig selv. At fylde tomrummet med et eller andet. Skrive ligegyldige blogindlæg uden at tænke over, at de er ligegyldige. Hvis den tanke først fæstner sig, kan man ikke komme i gang igen. For så tænker man: Hvad skal det nytte? Hvem interesserer sig overhovedet for det her?
I forhold til hende pigen-med-de-10-nye-kjoler er der overraskende mange som interesserer sig for det. Titusindvis af views. Mange glade kommentarer: “Ej, sikke nogle fine kjoler! Nu gad jeg også gerne ned i H&M og finde nogle nye. Jeg har kun 50 sommerkjoler. Der er ikke nok at vælge imellem” …. Så hvis det går an, hvis vi alle er in-this-together i forhold til den eksistensielle (jeg kan ikke engang finde ud af at stave til det, VIRKELIG! jeg har lige brugt et eller to minutter på at stave mig frem til det, men det mislykkedes gang på gang, og nu har jeg simpelthen opgivet at skrive det … eller … eksistientialle .. eksistenstielle .. eksistensielle … HVAD GØR  JEG GALT!?`!?!? … Nu prøver jeg at lade stavekontrollen hjælpe mig, hvis det heller ikke lykkes næste gang: eksistensialle .. FUUCK!!! COME ONN!! eksisnteisle … eksistiensielle … EKSISTENS .. eksistens … eksistensial .. eksistensiel .. HVAD SKER DER!?!?! JEG KALDER MIG SELV FOR DIGTER, OG JEG KAN IKKE ENGANG FINDE UD AF AT STAVE TIL EKSISNTIELEWEHW<EHYWAEYGHW2Ao3uiehty29U3BTY920 FUCK DE THER PIS!!! NU ER DER BARE CAPS LOCK PÅ I RESTEN AF BLODINDLÆGGET!11 I SIDDER SIKKERT OG GRINER AF MIG LIGE NU! HJNAHAHAHAHAH CIHRITIAN KAN IKKE FINDE UD AF AT STAVE TIL … men så er det jeres tur til at sidde dér og fejl-stave .. HAHAHAH… fuuuuuuuuuuuuuuU

Nå, hvor var det jeg kom fra …. Jo, vi er alle in-this-together i forhold til den eksistentielle ….. jeg brugte lige stavekontrollen her i WordPress. Der er åbenbart ikke noget “s” i ordet. Jeg tænkte ellers eksistens. Eksistens-ielle … S-lyden har klædt sig ud som et t i ordet.. Men det er et s! Prøv at udtale det: ÆK-SI-STEN-SIELLE … SIELLE… Ikke TIELLE!! … OH MY GAED!!! GAWD!! … Jeg kan da heller ikke stave til noget som helst! .. Hahah… Jeg har det helt vildt sjovt! .. Pointen er vel, at livet i bund og grund er meningsløst (da der ikke er nogen Gud, intet Helvede eller Paradis, der venter os efter døden (efter døden? .. hvad snakker jeg om… Jeg mener selvfølgelig: Efter livet! … Hvad sker der efter DØDEN? … Når jeg en dag dør, ser jeg GAME OVER for mit indre blik, og så vender jeg tilbage til start-menuen) … Nå, hvad jeg prøver at sige, er, at det handler om at have det så godt og glædeligt som muligt. Om det er i form af at lave videoer, hvor man præsenterer nyt tøj, tager selfies eller skriver blogindlæg, så er det cool nok. Jeg må prøve at give mere plads til mig selv. Bare kast mig ud i det og se, hvad der sker [jeg sidder lige og læser blogindlægget igennem for at rette fejl (men jeg opgav allerede allerøverst (kan det læses aller-røv-erst? (nu prøver jeg vist bare at lalle mig frem til dagens glade nerver!), nå, men jeg skrev i sætningen: Bare kast mig ud i det, og så kan det læses som en opmuntring til JER om, at I skal kaste MIG ud i det, men jeg mente faktisk: “Jeg må prøve at give mere plads til mig selv. Bare kastE mig ud i det” … Men nu synes jeg, at det er meget sjovt, at jeg kom til at skrive en opfordring til jer om at kaste mig! Jeg forestiller mig en cirkel af mennesker, der bærer mig, og at de så kaster mig 1½ meter frem på stuegulvet: Jeg mener: Hvad skal det dog nytte? …. Men opmuntr mig gerne til at kaste mig mere ud i det (når jeg mener “ud i det,” mener jeg nok “det her”, altså at skrive løs og være lidt fandens-i-voldsk og lalleglad, åh!]. Og allerede nu kan jeg da se, at det her blogindlæg er det bedste, jeg har skrevet i 2016 (fordi jeg reelt set ikke har skrevet nogen andre, men nok om det!).

Nu vil jeg drikke noget mere kaffe og holde min forkølelse ved lige. Hav det mesterligt godt derude! Og husk: Det er ikke nok at eksistere. Man skal også huske at leve.

Over and out (på gensyn))))))))))))))))))))))))))))))

7. august 2016 kl. 12:04 [rettet 12:12]

P.S. Her er et billede af mig som barn. Jeg har altid ÆLSKET at grine og fjolle og være glad! Det er et karaktertræk, der – forhåbentlig – aldrig kommer til at forsvinde!

4.April

160719: #58 af F&F føder et fjernsyn

brugt til 58 010 rettet
Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr 20. september 2016]

Jeg har ikke været vildt kreativ de seneste uger. Det ville nok også have været for meget af det gode, da jeg jo skrev en helvedes masse digte her i juni. Mit fokus har i stedet været på at genlæse og rette alt det, jeg har skrevet på det seneste. Alligevel er der dukket nogle nye tekster op. Mit mål har været at skrive på en anden måde. Det kan ses i nogle af de sidste digte i nummeret (før afsnittet med Udkast & ideer), hvor jeg – inspireret af Vicente Huidobro – har sat mine digte anderledes op rent visuelt. Umiddelbart føltes det ikke rigtig flydende for mig. Til gengæld var der mere flow i skriften, da jeg prøvede at skrive samfunds- og kulturkritiske digte. Med en aura af science fiction over sig. Det har jeg ikke gjort i årevis, hvilket er ret synd, da jeg meget godt kan lide at skrive sådan. Nogle af digtene er blevet meget fine (og skræmmende!), men jeg tror sagtens, at jeg kan grave endnu mere i den form og se, om der ikke gemmer sig flere fine digte dernede.
Ellers sad jeg i fire timer den anden dag og læste og rettede udkast fra september/oktober 2014. Der var over 30 siders tekster, jeg aldrig har mandet mig op til at få arbejdet med. Tiden har ikke rigtig føltes at være inde. Før nu. Det er der også kommet nogle fine digte ud af, synes jeg. Dem har jeg sat ind mellem de samfunds- og kulturkritiske digte. Som en salgs variation. Man kan nok godt mærke, når tonen skifter fra det kolde til det mere personlige. Og tilbage igen.

Nu har jeg efterhånden genlæst og rettet alt det, der har blinket allermest. Nu er der andre mål på radaren: At skrive noget mere igen. Og gerne ud ad den retning, jeg har udpeget med disse science fiction-agtige digte. Min næste digtsamling (som jeg regner med bliver færdig til september) er begyndt at tage seriøs form. Men jeg kan også se, at det ville være oplagt med lidt mere variation i samlingen, så der er lidt forskelligt. Djævlen gemmer sig i detaljerne, og det er dem, jeg gerne vil arbejde frem. Jeg kan mærke på mig selv og digtene, at samlingen bliver min bedste hidtil. Det hele virker meget lovende, og dag for dag åbner min fremtid sig mere og mere. Nu må vi se, om jeg kommer ind på Gladiatorskolens 1-årige, eller om jeg i stedet skal sende et manuskript ind til Gyldendal. Begge muligheder tror jeg på. Jeg ryster ikke på hånden. I stedet ryster jeg inspirationen som et træ. Og ned falder flere og flere frugter. Flere og flere digte!

Tak for at følge med! Og tak til Linn Larsen for – som altid – at gøre hvert eneste nummer af Forventing & Forvirring unikt og sit eget. Hvis alt går efter planen, er det også hende som står bag forsiden til min næste samling. Nu er det første gang, at jeg nævner den offentligt, men jeg vil helst ikke skrive for meget om den før, at den for alvor er ved at være færdig. Nu løfter jeg lidt på sløret. Men GLÆD JER!

Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr 20. september 2016]

19. juli 2016 kl. 17:05